Klaus – turleder med fødderne på jorden og hjertet i skoven

 

Når man tager på tur med Klaus, mærker man hurtigt, at han ikke bare kender skovene – han hører til her. Hans viden om området er ikke lært på kurser eller googlet frem. Den er gået i kroppen, bygget op gennem årtier, og formet af både nysgerrighed, erfaring og kærlighed til naturen.

​

Det hele begyndte, da Klaus som 13-årig første gang slog sit telt op i Bidstrupskovene. Dengang med spejderkammerater, trangia og papirskort. Siden har han vendt tilbage til skovene igen og igen – ikke kun som gæst, men som en, der virkelig kender mange af stierne og ved, hvordan det føles at sove i telt i frostvejr.

​

Som ung spejder var Klaus med til at bygge stenalderhus nr. 2 hjemme i Hans Ole Hansens have – et hus, der blev en del af det projekt, vi i dag kender som Sagnlandet Lejre. Det var ikke bare en bygning, men et møde med en anden måde at tænke liv, fællesskab og håndværk på. En erfaring, der har sat sig dybt i ham.

​

Efter et langt arbejdsliv blev naturen igen centrum, da Klaus som pensionist oprettede sit eget lille rejsebureau. Han guidede deltagere på vandringer i en række europæiske lande – med særlig forkærlighed for de andalusiske bjerge i det sydlige Spanien. Her gik han i årevis, indtil en blodprop i hjernen påvirkede balancen og satte en naturlig stopper for de mere krævende bjergture.

​

Men Klaus gav ikke slip på naturen. Han vendte hjem til de skove, hvor det hele startede. I dag er han turleder på Take-TimeOuts arrangementer i Bidstrup- og Ledreborgskovene – Sjællands næststørste sammenhængende skovområde. Her planlægger han ruter, afsøger nye stier og holder øje med forandringer i landskabet. For intet står stille herude. Skovene er i bevægelse – både som levested for planter og dyr, men også som rekreativt område med nye stier og den kommende natur-nationalpark i Bidstrupskovene.

​

Kortet bruger han mest i planlægningsfasen. Når han går på tur, er det GPS’en på mobilen, der hjælper med at holde overblikket – især på de ruter, han endnu ikke kender ud og ind. Og så selvfølgelig intuitionen og erfaringen. Den, man ikke kan måle, men som gør, at deltagerne hurtigt føler sig trygge.

​

Klaus taler ikke for at fylde stilheden. Men når han deler sin viden og sine historier, kan man mærke, at de kommer et sted fra, hvor man har haft både tid og rum til at lytte. Til naturen. Til sig selv. Og til dem, man er på tur med.