top of page

Höjdernas Höjderled

Den østlige del (13-14 km)
Vi starter ved Hovdala slot og går langs Hovdala åen til den sydlige del af en lille dam, kaldet Hammermølledammen.

Dammen er opkaldt efter en smed, der levede af at udvinde malm fra åen og søen i det 17. århundrede. Vest for stien ligger flere store stenblokke samt nogle offersten med helleristninger.

Efter Hammermølledammen følger vi den skovklædte Brönnestad å, som snor sig gennem landskabet til den lille landsby Brönnestad, hvor vi beundrer byens gamle kirke fra 1100-tallet. Kirken er tilegnet jomfru Maria og indeholder unikke kalkmalerier.

 

Vi vandrer videre på ryggen af den kuperede Göingeås og betragter det smukke landskab bestående af blandet skov og granitstene i forskellige størrelser. Undervejs passerer vi Posta-Nillas hus. Posta-Nilla var i midten af 18-hundrede tallet det lokale postbud, der troligt vandrede rundt med post i området.


Postruten var på ca 80 km, hvilket hun gik 2 gange om ugen i ca. 40 år.
Efter hendes død skrev en lokal avis, at Posta-Nilla ialt havde gået med post, hvilket svarede til omkring fire gange rundt om jorden.

 

Vi fortsætter og kommer forbi høje klippesider, og passerer undervejs en spærret indgang ind i klippesiden. Inde bag den spærrede indgang fandtes en større militærcentral, som blev bygget i forbindelse med den kolde krig. Området er nu rømmet af militæret.

Vi fortsætter op ad åsen gennem skovklædt område, indtil vi når frem til en rydning kaldet Lägerplats Göingeåsen, hvor vi holder en velfortjent pause. Rydningen har en flot udsigt ud over landskabet ned til Finjasøen. I rydningen er indrettet både shelter, toilet og grillplads. Turen fortsætter gennem den mindre forstad, Tormestorp, til Hässleholm og tilbage til slottet.

Den vestlige del (13-14 km)

Turen starter ved slottet, hvor vi går gennem slotsparken og forbi orangeriet.

 

Fra Hovdala slot vandrer vi først gennem et større engområde ned til den sydligste del af Finjasøen. Vi går et stykke langs søens sydligste del, som kaldes ’The Gold Coast’, hvor naturelskere kan holde hvil under store bøgetræer og eventuelt gå i vandet fra en dejlig strandbred.

 

Snart går det op ad Matterödåsen til et udsigtssted med en stor terrasse, som bruges til hvilested eller som er et fint sted at dyrke yoga eller meditation på grund af stilheden. Der er en formidabel udsigt ud over sø og land.

Lige i nærheden finder vi tre runde arkitekttegnede shelters som er døbt Birk, Birka og Ronja. Inden det blev besluttet, hvordan shelterne skulle udformes, var Bjarne rundt mange steder i bl.a. Danmark for at studere hvordan shelters blev udformet, så de faldt naturligt ind i landskabet.

Vi fortsætter til Dalleröds hæl og Hovdala Tree House. Hovdala Tree House er bygget i 2006 oppe i fem meters højde, hvilket giver en skøn udsigt. Stedet er indrettet til at kunne bruges som café, restaurant eller konference sted.

Vi fortsætter endnu et stykke ad åsen til endnu et udkigspunkt, og vender derefter næsen mod syd tilbage gennem skov og eng mens vi passerer over små søer og vandløb. 

Turen slutter tæt ved slottet på en lille gangbro over Tullkvarn, hvorfra vi kan kigge ned i den rindende å. Her gør vi et lille ophold, hvor vi kan fordøje indtrykkene fra turen.

Hovdala slot

Se alle blog-indlæg om Hovdala👇

Kom tilbage igen snart
Når indlæg er udgivet, kan du se dem her.
bottom of page