Spor af istiden i Bidstrupskovene

Spang igennem et moseområde

Forestil dig, at vi står her i Bidstrupskovene – samme sted – men for 20.000 år siden.

Der er isnende stilhed. Ikke et træ, ikke en fugl, ikke en lyd. Kun vinden, som hviner hen over en øde, frossen ørken. Over os rejser sig en mur af is – op til tre kilometer tyk. En iskappe så tung, at den presser landet under sig ned. Vi er midt i istiden. Alt, hvad vi kender i dag, er gemt under et tonstungt panser af sne og is, som langsomt, uophørligt bevæger sig – knusende, skubbende, skrabende.

Og så begynder det at smelte.

Langsomt. Først drypper det. Så strømmer det. Floder af smeltevand skærer sig ned i det, der bliver til dale og kløfter. Kæmpe isblokke – dødis – bliver liggende, dækket af grus og sand, og smelter så stille, at jorden ovenpå synker og efterlader fordybninger: de bakker og lavninger, vi passerer på vores ture.

Når vi går op ad en bakke her i Bidstrupskovene, så går vi måske på en 15.000 år gammel isflage.

De moser, vi passerer, er skabt af et hulrum, hvor en kæmpe isklump engang smeltede væk. Der, hvor træerne står tæt, og stien bugter sig, har en smeltevandsflod engang skabt en korridor gennem isen.

Hver eneste kurve i landskabet, hver lille sø, hver uventet stigning eller sumpet dal – det hele er ar efter en tid, hvor Danmark var en arktisk vildmark.

Og det vilde er: det er ikke bare geologi. Det er fortællinger om kraft, forandring og overlevelse. Og vi går midt i det på vores ture.